
Da mediestøtteudvalget med tidligere minister Henning Dyremose i spidsen i september fremlagde sit forslag til en ny mediestøtte, ramte det især én avis: Dagbladet Arbejderen.
Udvalget foreslår nemlig, at dagblade, der bliver udgivet af et parti, ikke længere kan modtage mediestøtte. Og Arbejderen er det eneste danske dagblad, der falder ind under den kategori. Avisen udgives af Kommunistisk Parti, der holder kongres i weekenden.
På kongressen vil partiets medlemmer diskutere, hvordan de kan sikre, at Danmarks røde dagblad fortsat udkommer.
Udvalget hævder, at mediestøtten skal bruges til at sikre alsidighed og mangfoldighed i det danske mediebillede. Men hvis Arbejderen lukker, sker det modsatte. Arbejderen er idag det eneste dagblad med rødder i arbejderbevægelsen. Alle andre dagblade i Danmark er af forskellige typer borgerlig observans, siger Arbejderens redaktør, Birthe Sørensen.
Hun slår fast, at Arbejderen og Kommunistisk Parti fortsat vil kæmpe for, at avisen ikke udelukkes fra den støtte, som de øvrige dagblade modtager.
Det er jo Folketinget, der skal vedtage den endelige lov. Hvis et folketingsflertal vælger at fjerne støtten til Arbejderen vil det været en markant krænkelse af ytringsfriheden. Vi sidder naturligvis ikke med hænderne i skødet. På kongressen vil vi tage en grundig diskussion om, hvad vi politisk skal gøre for at forsvare Arbejderens eksistens, siger Birthe Sørensen.
Enhedslisten og Socialdemokraterne har udtalt sig imod det såkaldte ejerskabskriterium i forslaget til ny mediestøtte.
Kommunistisk Parti | Ryesgade 3F | 2200 København | Tlf. 35 35 60 69 | info@kommunister.dk | www.kommunister.dk