
I Grækenland går hundrede tusindvis af militante arbejdere og studerende jævnligt på gaden i demonstrationer og strejker.
De nægter at betale kapitalens krise og rejser i stedet kravet om et socialistisk samfund.
Grækenlands Kommunistiske Parti (KKE) er landets tredjestørste parti og står til at blive det næststørste.
KKE leder den militante arbejderfront PAME, som med 350.000 medlemmer har stået for de fleste generalstrejker og protester i Grækenland mod EU's og verdensbankens nedskæringskrav.
Jeres kamp er vores kamp!
Sådan lyder det i den solidaritetshilsen, som Kommunistisk Parti har sendt med et støttebeløb til de græske stålværksarbejdere, som siden oktober sidste år har holdt en fabrik i Athen besat.
"Vi støtter fuldt ud jeres modige strejke, der nu har varet i mere end tre måneder, hvor I forsvarer jeres job imod kapitalejernes brutale angreb", skriver partiets internationale sekretær, Sven Tarp, i hilsenen.
LÆS HILSEN: "Til de strejkende græske stålarbejdere"
De 400 græske stålarbejdere har siden slutningen af oktober strejket og blokeret fabrikken Cholivourgki i udkanten af Athen.
Det sker, efter at stålkoncernen, der ejer fabrikken, har krævet, at de skal producere en tredjedel mere stål med to timers mindre arbejde om dagen – uden at få mere i løn. Arbejderne tjener i dag omkring 1000 euro, eller 7400 kroner, om måneden.
I januar nedlagde koncernens øvrige to græske fabrikker arbejdet i solidaritet.
"Jeres kamp står som et signal, der viser ikke kun græske arbejdere, men alle europæiske arbejdere, hvad arbejderklassen formår, når den står forenet og er villig til at kæmpe for sine rettigheder", Joan Ågot Pedersen, der er formand for Kommunistisk Partis faglige udvalg.
Stålarbejderne er organiseret i den militante græske arbejderfront PAME, som de seneste år har stået i spidsen for store generalstrejker og demonstrationer mod EU’s og den græske regerings voldsomme sociale nedskæringer.
Torsdag har PAME indkaldt til generalstrejke og demonstrationer i alle større græske byer, og i morgen strejker landets to LO’er.
Kommunistisk Parti besluttede på sin kongres i november at arbejde for en mere koordineret kamp mellem Europas kommunister mod de store virksomheders magt i EU.
LÆS ARTIKEL: "Fagligt aktive kalder til kamp mod EU"
Også Kommunistiska Partiet i Sverige har sendt en solidaritetshilsen og et støttebeløb til de græske stålarbejdere.
Kommunistisk Parti | Ryesgade 3F | 2200 København | Tlf. 35 35 60 69 | info@kommunister.dk | www.kommunister.dk