Sig stop til finanspagten!

Finanspagten bliver gennemført med den begrundelse, at det er nødvendigt. Min pointe er den stik modsatte. Det er nødvendigt at sige stop!

Magthaverne i EU har vedtaget en finanspagt, som vil påtvinge befolkningen i medlemslandene regningen for den dybe kapitalistiske krise. Finanspagten binder landene til at føre en ekstrem liberalistisk politik. Det er en rå klassepolitik, som allerede har kastet sorte skygger over EU. Nu gør man ondt værre og forbyder reelt alle andre økonomiske modeller.

 

Finanspagten binder landene til at føre en ekstrem liberalistisk politik. Det er en rå klassepolitik, som allerede har kastet sorte skygger over EU.

 

Ved folketingsvalget i november stemte et flertal af den danske befolkning for en rød regering, i forventning om at det ville betyde et politisk kursskifte. Men finanspagten og andre aftaler, som regeringen har indgået med EU i de seneste måneder, betyder, at man binder sig til at videreføre den borgerlige regerings nedskæringspolitik i bredeste forstand.

Finanspagten ligger i direkte forlængelse af den liberale politik, som førte til halveringen af dagpengeperioden og den reelle afskaffelse af efterlønsordningen.

Et historisk løftebrud

Helle Thorning-Schmidt anbefaler finanspagten, fordi den angiveligt skaber ro og tillid. Men den skaber kun ro og tillid på de finansielle markeder. Den skaber uro og usikkerhed for hundrede af millioner af almindelige mennesker i EU. Som et graverende eksempel kommer finanspagten ikke med et eneste konkret løfte til EU's 30 millioner arbejdsløse. Derimod advarer magthaverne i EU igen og igen mod høje udgifter til understøttelse og overførselsindkomster.

 

Helle Thorning-Schmidt anbefaler finanspagten, fordi den angiveligt skaber ro og tillid. Men den skaber kun ro og tillid på de finansielle markeder.

 

Helle Thorning-Schmidt anbefaler finanspagten, fordi den angiveligt er god for Danmark og giver Danmark indflydelse. Men det er storkapitalen, ikke mindst i Tyskland og Frankrig, som har dikteret finanspagten. Den danske regering kommer allernådigst med til et møde om året. Indflydelse på den økonomiske politik i EU, det får Danmark aldrig. Tværtimod betyder finanspagten, at EU får direkte indflydelse på Danmarks finanspolitik.

I det hele taget vil finanspagten være en katastrofe for den almindelige dansker.

Med finanspagten bliver det ikke muligt at kickstarte den danske økonomi, sådan som S og SF lovede. Derimod betyder finanspagten, at der lægges et stramt loft over de offentlige udgifter. Finanspagten tvinger – under trusler om bøder i milliardklassen – Danmark til at indføre en bindende og uopsigelig lovgivning herom.

Det betyder, at udsultningen af kommuner og regioner vil fortsætte. Det betyder, at antallet af offentlige ansatte vil fortsætte med at falde, fordi massefyringerne vil fortsætte. Det betyder, at der reelt ikke er et økonomisk råderum til trepartsdrøftelserne, som snart ventes at starte.

 

Med finanspagten bliver det ikke muligt at kickstarte den danske økonomi, sådan som S og SF lovede. Dermed er regeringens støtte til finanspagten i virkeligheden det største løftebrud, vi har set fra Socialdemokraterne og SF.

 

Lønstigningerne i Danmark er historisk lave. Ved overenskomstforhandlingerne bliver det en hård kamp at fastholde reallønnen, på trods af markante stigninger af produktiviteten. Magthaverne i EU anbefaler lave lønstigninger, men kun for arbejderklassen. De siger intet om direktørlønningerne, eller hvor store udbytter der må betales til aktionærerne.

Over hele EU er fagbevægelsen under angreb. I ly af krisen og de mange arbejdsløse undergraves hævdvundne rettigheder, som fagbevægelsen har kæmpet sig til i 150 år. Med finanspagten bliver det værre endnu.

Dermed er regeringens støtte til finanspagten i virkeligheden det største løftebrud, vi har set fra Socialdemokraterne og SF. Det er et slag i hovedet på den fagbevægelse, som bragte den nye regering til magten i forventning om et politisk kursskifte.

Folkeafstemning NU

Regeringen afviser en folkeafstemning om finanspagten. Det skyldes, at den har udsigt til tabe en sådan afstemning. Et stort – og voksende – flertal af danskerne er imod en tilslutning til euroen.

Finanspagten er en grundlæggende krænkelse af det danske forbehold mod euroen. Det er en klar afståelse af national selvbestemmelse, at pagten forbyder at stimulere den danske økonomi, hvis det sker for lånte penge. Det er en afståelse af national selvbestemmelse, at pagten binder Danmark til at føre en liberal økonomisk politik for fremtiden.

Der er brug for en ny politik

Den dybe krise viser, at der er behov for at tage konkrete skridt imod storkapitalen. Der er brug for et opgør med EU's nyliberale politik, som skaber arbejdsløshed, faldende realløn, ulighed og en svækket offentlig sektor.

Under indtryk af kapitalismens dybe krise har EU grebet til drastiske midler. Folkevalgte regeringer i Italien og Grækenland er fyret, og storkapitalens repræsentanter er indsat til at gennemføre brutale nedskæringer. 

 

Festen er slut, lyder det, også fra den danske europaminister Nikolaj Wammen. Men  arbejderne og de offentlige ansatte i disse lande har ikke festet.

 

Festen er slut, lyder det, også fra den danske europaminister Nikolaj Wammen. Men arbejderne og de offentlige ansatte i disse lande har ikke festet. De har betalt regningen, både under opturen og under den nuværende krise. Det er storkapitalen, der har spillet hasard med vores levevilkår, med vores rettigheder og vores fremtid. Nu må også demokratiet og den nationale selvbestemmelse vige.

Der er brug for et politisk kursskifte, som skaber titusinder af arbejdspladser, praktikpladser og uddannelsestilbud. Der er brug for mere velfærd, ikke for fyringer af plejepersonale, pædagoger og lærere. Der er brug for at styrke demokratiet. De enkelte lande og folk må selv finde deres vej ud af krisen.

Det er ikke en ansvarlig økonomisk politik at fortsætte den liberale kurs, som cementeres med finanspagten. Markedskræfternes frie spil forhindrede ikke krisen. Tværtimod.

Der er brug for at øge de offentlige indtægter og sende regningen for kapitalismens krise til storkapitalen, som har tjent fedt under opsvinget. Samtidigt må de ufinansierede skattelettelser til de bedst økonomisk stillede rulles tilbage. De bredeste skuldre må bære de største byrder. Nedskæringsvejen har vi prøvet, den duede ikke. Også derfor afviser vi finanspagten.

Nødvendigt at sige stop

Det er den samme grundlæggende politik, vi har set i alle EU-lande. Den gennemføres med den begrundelse, at det er nødvendigt. Min pointe er den stik modsatte. Det er nødvendigt at sige stop!

 

Finanspagten bliver gennemført med den begrundelse, at det er nødvendigt. Min pointe er den stik modsatte. Det er nødvendigt at sige stop!

 

Der er brug for, at konsekvenserne af finanspagten diskuteres overalt i det danske samfund, ikke mindst i fagbevægelsen, hvis medlemmer i høj grad kommer til at betale regningen.

Nu er det en udfordring at gøre modstanden mod finanspagten synlig.

Kommunistisk Parti støtter den underskriftsindsamling mod finanspagten, som Folkebevægelsen mod EU har igangsat, og vi vil give vores bidrag til, at den brede unionsmodstand og skepsis i den danske befolkning bliver synlig under det danske EU-formandskab.

Følg Kommunistisk Parti

Bestil Materialer

 

Bliv Medlem

Kommunistisk Parti | Ryesgade 3F | 2200 København | Tlf. 35 35 60 69 | info@kommunister.dk | www.kommunister.dk